Som navnet afslører, så stammer gotlandsk uld fra Gotlandsfåret der stammer fra den svenske ø Gotland. En utrolig sød race, som også producerer en smuk uld med lange, skinnende lokker. Så lad os kigge lidt på dette svenske fårs historie og gennemgå den genetiske bevarelse i fåreavlen.
Gotlandsfåret nedstammer fra Gute fåret på Gotland. Dette er den største ø i Østersøen, som har været beboet af mennesker i omkring 6000-8000 år. Det er uvist, hvilken fåretype der var den første på øen. Der er tegn på, at der blev holdt tamme får på det europæiske kontinent så tidligt som i bondestenalderen. Så det er sandsynligt, at fårene fandt vej til Gotland sammen med bosættere fra bondestenalderen eller bronzealderen.
Vi ved dog med sikkerhed, at da vikinger og andre nordiske bosættere bosatte sig på øerne i Nordeuropa, bragte de deres hornede og korthalede får med sig. Det er fra disse får, at Gute fåret og senere hen Gotland fåret nedstammer.
Over tid blev Gute fåret særligt tilpasset Gotland. Øen har meget sparsomme græsarealer på grund af dens kalkstenssletter. Disse kalkstenssletter, kendt som alvar, har tynd jord, som ikke kan bære det frodige græs, som andre får ville foretrække. Derfor begyndte fårene, som de tidlige gotlandske nybyggere medbragte sig at tilpasse sig. De begyndte tat spise vegetation som buske og hårdføre planter, som andre får muligvis ville ignorere. Da Gotlandsfårene levede ved havet, begyndte de også at tilpasse sig til at drikke havvand, som er et usædvanligt træk hos ethvert landdyr.
Gotlandsfår, som vi kender dem i dag, begyndte at blive avlet i Sverige i 1920’erne. For at få hornløse får og med en bedre pels, krydsede svenske landmænd Gute får med Karakul får fra Centralasien (en hornløs race, der er kendt for sin lange, krøllede pels) og Romanov får fra Rusland (en hårdfør, kuldetolerant race uden horn). Det resulterede i får med lang, silkeagtig uld, som begyndte at blive ret populær, når den blev solgt som fåreskind.
Gotlandske fåreskind blev brugt til tøj og dekoration og oplevede en stigning i popularitet i både 1970’erne og i 1980’erne. I disse årtier blev gotlandske får importeret til Storbritannien for at udvikle de flokke, der var nødvendige for at imødekomme den stigende efterspørgsel på gotlandske fåreskind.
Selvom gotlandske får stadig bruges til at producere fåreskind den dag i dag, bliver et støt stigende antal gotlandske får opdrættet for at levere gotlandsk uld til håndspindere og med henblik på genetisk bevarelse. Som mange andre primitive fåreracer har gotlandske får unikke tilpasninger til det land, de lever i. For gotlandske får betyder det, at de er i stand til at drikke havvand og har en forkærlighed for buske og hårde planter.
Yderligere skal den unikke lange og skinnende kvalitet af deres uld også nævnes. En uldtype som ikke ligner den uld, man ser hos de mere populære og udbredte fåreracer i dag, som f.eks. merino får og deres merino uld.
Efterhånden som fåreholderne bliver større og mere industrialiserede, og disse industrialiserede gårde bliver mere og mere homogene, bliver det stadig vigtigere at bevare den genetiske mangfoldighed i andre fårepopulationer. Det kunne eventuelt tænkes, at det bliver nødvendigt at fremavle evnen til at fouragere på hårdere planter i andre får, efterhånden som landskabet ændrer sig. Gotlands fåreracen kan måske bidrage med disse egenskaber til en anden fårepopulation.
Det kan også være noget så simpelt som ændrede uldpræferencer, hvor forbrugernes efterspørgsel efter uldtyper ændre sig. Så der er mange gode grunde til at bevare et stort udvalg af fåreracer i hele verden. Man ved aldrig, hvornår man får brug for den genetiske mangfoldighed.
Gotlandsk uld karakteristika
Gotlandsfåret er et får, der er let at passe, og hvis uld er genstand for en stigende interesse blandt håndspindere og andre fiberkunstnere. Gotlandsk uld er en lang silkeagtig uld, der, når den spindes og farves, giver et garn med en vidunderlig glans, der minder om mohair, og et godt fald med en lille smule glorie. Gotlands uld fås naturligt i en række gråtoner fra lys til mørk, hvor den lysere grå uld er mest velegnet til farvning. Gotlandsk uld er blødt og behageligt at have på huden og det meste af ulden er i størrelsesordenen 27-33 mikron, hvor de lysere farver typisk har det laveste antal mikron.
Den første egenskab, man tænker på, når man ser på en fleece lavet af gotlandsk uld, er glansen. Gotlandsk uld har en smuk glans i forskellige gråtoner fra mellemgrå til mørkegrå og sort. Ulden har en ensartethed på tværs af skinnet med en fast farve, låsekarakteristik og hæftelængde. Ulden består mest af yderpels og meget lidt underpels.
Disse egenskaber er meget velegnede til en smuk hud. Gotlandsk uld er dog af mange ikke den foretrukne uld til at spinde. Det er let at lade sig narre af de smukke sølvfarvede lokker, men de kan være besværlige at arbejde med.
Da der er så lidt underuld, og disse bølger i stedet for at krølle, er hæfteklammerne meget tætte. Det gør det lettere at filte, især i den klippede ende. Dem der har klippet et gotlandsfår, ved, at denne race er en udfordring at klippe grundet dens tætte pels.
Glansen i låsene giver en smuk glans i det færdige garn, men fibrene er også meget glatte. Du skal være meget opmærksom på fibrene, når du spinder, ellers risikerer du, at fibrene trækker sig fra hinanden. Derfor ser man ofte at svenske spinderier blander gotlandsk uld med ca. 25% svensk finuld.
Den høje procentdel yderuld gør spindingen mindre. Fibrene føles lidt grove. Den gennemsnitlige gotlandske fiber er som nævnt tidligere omkring 27-33 mikron.
Gå til de mest almindelige uldtyper