Merino Uld

Marino uld er et fantastisk materiale. Udover at ulden er varm, har merino ulden en masse egenskaber, der kommer specielt friluftsmennesker til gavn. Særligt merinould er af mange friluftsmennesker et foretrukket materiale. Men spørgsmålet er, hvad er merinould egentlig? Hvorfor bør man overveje at bruge så mange penge på denne uldtype fremfor et billigere, syntetiske alternativ?
Lad os gå i dybden med at svare på dette spørgsmål.

Hvad er Merino uld?

– et natur produkt

Merinould er et naturligt uldprodukt, der kommer fra fåret af samme navn, Merino fåret. I forhold til almindelig uld er merinould væsentligt blødere og væsentligt tyndere. 2 årsager til at netop denne uldtype er så eftertragtet. Fibertykkelse ligger på gennemsnitlig 17-23 micron, dvs. 0,02mm. Merino uld har også en meget eftertragtet egenskab når det kommer til undertøj. Det er netop temperaturregulerende, det varmer i våd tilstand, og derudover optager det ikke svedlugt.

Merino er klassificeret i forskellige mikronbredder. Superfine (17,6-18,5 mikron), Fine eller Extrafine (18,6-19,5 mikron), Fine Medium (19,6-20,5 mikron) og Medium (20,6-22,5 mikron).

Medmindre andet er angivet, er det meste merino der findes i kommercielt tøj og de fleste garner, i Fine-Medium til Medium-serien. Men selv om Fine Medium og Medium Merino er det mest almindelige, er det på ingen måde groft. 22,5 mikrometer er stadig ret fint og ekstremt behageligt at have på direkte mod huden.

Merino uld oplever en fortsat stigende popularitet. I dag findes det ofte i både undertrøjer, lange underbukser, kraftige trøjer og sågar også strømpebukser. Oprindeligt stammer Merinofårene fra Spanien, hvor de fra middelalderen er blevet opdrættet grundet deres eksklusive uld. I dag vil man oftere finde merinofårene i Australien og New Zealand.

Hvorfor er Merino uld populært?

Uld er i det hele taget blevet populært i beklædning til hverdagsbrug. Men i specielt høj grad blandt friluftsfolk, der har opdaget uldens mange gode egenskaber. Her er det særligt merino uld undertøj som hitter både til damer, herrer og børn. Særligt 2 egenskaber er bemærkelsesværdige for merino ulden:

  • Merino ulden kan bæres i længere tid, uden det begynder at lugte af sved
  • Merino ulden varmer selv i våd tilstand

Specifikt egenskaben, at den ikke optager svedlugt så hurtigt, er til gavn for alle omkring dig. Så hvis man skal på tur, kan man spare på bagagen. Da man hermed kan have en mindre mængde tøj med, uden at løbe tør, selv med et højt aktivitetsniveau.

At merino ulden derudover også kan give varme, er bare endnu en stor gevinst ved at benytte merino ulden i ens outfit. For hvis man bliver våd, så slipper man med kun at være våd, og ikke både våd og kold.

Merino ulds egenskaber

Merino uldens måske mest eftertragtede egenskab er dens absorberings evne. Ulden er hvad man vil kalde hydrofilt. Det betyder ulden er meget glad for vand og fugt, og kan suge op til 35% af dens egen vægt uden at den føles våd. Lig denne egenskab kommer selvfølgelig kun til gode med det unikke kendetegn som denne uld besidder, nemlig dens evne til at give varme, selv når det er vådt. Derved holder merino uldbeklædningen på varmen, da sveden i ulden ikke vil nedkøle dig som andre syntetiske fibre eller bomuld ville gøre.

Merino ulden er også kendetegnet ved dens krøllede struktur, som skaber et stort antal af små luftlommer i beklædningen. Dette kendetegn er en feature der skal sættes pris på. Det er netop dette der fungerer som en isolerende bufferzone mellem dig og kulden.

Andre egenskaber der bør nævnes er det faktum at Keratinen i merinofiberen gør den naturligt flammehæmmende. Det vil sige den hverken brænder eller smelter under normale omstændigheder. Dertil giver merino uld også en ekstra høj beskyttelse mod UV stråling. Og sidst, men bestemt ikke mindst, så er merino ulden også et miljøvenligt produkt.

Uld som materiale har stor alsidighed

Merino uld kan benyttes fordelagtigt til både varmt og koldt klima. I et koldt klima vil absorbere fugten fra kroppen og generere varme. I et varmt miljø vil merino ulden stadig absorbere fugt fra kroppen og efterfølgende nedkøle, efterhånden som fugten i ulden er fordampet. På denne måde arbejder ulden sammen med kroppen om at regulere temperaturen efter omgivelser og behov.

Så uanset om du vil købe eller strikke dit eget merino uld undertøj eller sweatre, så behøver du ikke at tænke for meget over det. Det er en sikker vinder 🙂

Historien om Merino uld

Merino får er nogle af de mest kendte og populære fåreracer der benyttes til uld i dag. Uld fra merino får er kun blevet yderligere populært gennem århundreder, og har med succes erobret handelen omkring finuld. Hvis man er til uld, er man uden tvivl stødt på blød, varm og elastisk merino uld i den lokale garnbutik eller tøjforretning. Så er du nysgerrig efter at vide, hvor merino uld kommer fra, og hvad dens plads i historien er, så får du svaret her.

Merino uldens oprindelse

Får startede med at blive tæmmet i Mesopotamien et sted imellem 11.000 og 9.000 f.Kr. Ikke længe efter fandt fårene vej til det afrikanske kontinent, hvor nomadiske fårehyrder blev en normal bestanddel af det kulturelle landskab. En af disse nomadestammer af fårehyrder, mariniderne (kendes også som benemeriner, merinier eller banu marin i Spanien), begyndte langsomt at komme til magten i Marokko i 1200-tallet. Ud over erobringen af denne del af Nordafrika satte de også deres lid til den iberiske halvø, hvor de med stor succes besatte en række byer i en periode. Her kontrollerede de en betydelig del af handelen der gik gennem Gibraltarstrædet.

Merino uld kom til Europa

Det var efter denne periode med omvæltninger og med ny handel, at de første får fra de nordafrikanske marinid flokke med stor sandsynlighed blev introduceret til Spanien. Historiske bøger og skrifter om får fra denne tid er sparsomme. Men finuldede nordafrikanske får menes at være blevet introduceret til Spanien et sted imellem begyndelsen af 1300-tallet og midten af 1400-tallet. Spaniolerne var imponerede over Merino fårenes uld, og hurtigt fik de spanske hyrder tilføjet disse får til deres egne flokke.

Efterfølgende blev de spanske besætninger blandet med de nordafrikanske får, og tilsammen frembragte de nogle af de mest eftertragtede egenskaber: fin- og tætuldede får. Det tog dog længere tid at udvikle denne race, da de intensive avlsteknikker, der bruges af fåreavlere i dag eller for 200 år siden, endnu ikke var udviklet. Det er meget sandsynligt, at den nye fårerace fik navnet fra det marinidiske dynasti, da et af de spanske ord for det marinidiske dynasti (Meriníes) nemt kunne være blevet til merino.

Selvom merino får også fandtes i Spanien i middelalderen, var der ganske enkelt ikke nok til at de have nogen betydelig indflydelse på det europæiske uldmarked. De tidligste krydsninger af spanske og nordafrikanske får producerede ganske enkelt ikke nok ensartet uld på dette tidspunkt. Det tog tid at arbejde generne ind i de spanske flokke.

Merino var begyndt at være et navn, men stadig ikke så bredt tilgængeligt som den engelske uld. Den engelske uld var den dominerende på uldmarkedet gennem størsteparten af middelalderen. De engelske flokke producerede langt større mængder uld, og deres forhandlere kontrollerede store dele af det europæiske uldmarked. Dette begyndte først at ændre sig omkring slutningen af 1500-tallet.

Merino uld blev en stor handelsvarer

Spanske hyrder havde travlt med at øge antallet af deres merino får i størsteparten af middelalderen, og rygtet om disse lækre lang- og finuldede får begyndte at sprede sig. I slutningen af 1500-tallet havde mængden af merino får i de spanske flokke nået til et punkt, hvor deres eftertragtede uld forstyrrede det engelske greb om uldhandelen.

Alle ønskede det, og Spanien var ville meget gerne handle med denne luksuriøse uld for beløb, der var højere den gennemsnitlige engelske uld. Dog havde de ikke tænkt sig at give deres merino får væk. Spanien havde nu med stor succes sat sig på markedet for hvad der galt fin uld og ville på ingen måde have, at andre nationer skulle få del i det. Det resulterede i at Spanien forbød eksport af merino får, og med trusler om dødsstraf helt frem til begyndelsen af 1700-tallet.

Spanien afgav eneret på Merino fåret

I 1735 tillod det spanske monarki for første gang, at de første Merino-avlsdyr forlod Spanien til fordel for Tyskland. I løbet af det næste århundrede fulgte avlsdyr som gaver til kongelige ved andre europæiske hoffer. Dog grundet det politiske fjendskab mellem Spanien og England modtog det engelske hof gaver i form af merino får.

Merino får bliver mere og mere eftertragtede, som 1700-tallet skred frem. Der opstod nærmest en mani for at få fingre i dem. Med udviklingen af nyopfundne fåreavlsteknikker i England i slutningen af 1700-tallet ønskede mange nationer og fåreavlere at erhverve et stort antal merino får, så de kunne tilføje merinoens tæt- og finuldede egenskaber til deres egne fåreflokke. Alle ville nu have del i det kraftigt stigende marked for fin uld.

Hvis man ikke var udvalgt som kongelig, var det dog svært. Der var ingen legitime måder for den gennemsnitlige fåreavler, at få en værdifuld Merino-vædder eller -får på. Dette var først muligt for disse omkring det første årti i 1800-tallet. Men der var selvfølgelig også ulovlige måder. Der var flere episoder af folk som betalte nogen for at smugle merino får ud af Spanien. Det var i hvert fald sådan, Storbritannien fik deres første merino får (4 væddere og 2 moderfår). Sir Robert Banks betalte en driftig forretningsmand for at smugle merino får ud af Spanien via Portugal.

Merino fåret kom til USA

Men oftest blev de mennesker, der købte merinoer på disse lettere ulovlige måder i denne periode, enten snydt ellers fik de almindelige spanske får, som smuglere kunne få ud af Spanien. Blandt de mange mennesker der forsøgte at få en merino vædder med alle midler, var Thomas Jefferson. Han var vældig begejstret for at få en merino vædder i gave af Robert Morris, som finansierede den amerikanske revolution.

Thomas Jeffersons Vædder var blevet smuglet ud af Spanien af en af kaptajnerne på en af Morris’ skibe. Men som skæbnen ville, var det dyrebare merino får, som Jefferson havde holdt i årevis (og ofte pralede af), vist sig at være en ganske almindelig spansk churro (et af de mest almindelige får på den iberiske halvø). Først i 1801, da Jefferson var præsident, modtog han endelig sin første rigtige merino. Det var Du Pont-familien i Delaware, som var emigranter fra Frankrig der bragte denne.

De første egentlige merino får kom til USA i 1793 og fik et kort og bemærkelsesværdigt liv. Fårene blev givet som en gave til Andrew Craigie af William Foster. Andrew Craigie var uvidende om fårenes værdi, og endte med at slagte og spise dem. I Historiebøgerne er det beskrevet at han var ærgerlig over sin handling. Først 16 år senere kunne han købe flere igen, hvor han måtte betale 1000 dollars for en merino vædder.

I 1810 havde ønsket om merinoer i både Europa og Nordamerika nået feberhøjde, og det viste sig, at halvø krigen mellem Spanien og Frankrig (og lidt Storbritannien og Portugal) var begivenheden, der endelig åbnede markedet for merino får. Fordi for at kunne finansiere krigen, begyndte Spanien at sælge ud af deres merino får. USA og mange andre lande udnyttede straks dette.

Mellem 1810 og 1811 anslås det at der ankom lidt over 19.000 merino får fra Spanien til USA. Da det internationale marked blev oversvømmet med alle disse merinoer, resulterede det i at priserne også faldt. Merino får, der førhen var blevet solgt for 1000 dollars og til tider mere, blev herefter solgt for 100-300 dollars eller mindre.

Avl og forædling af Merino fåret

Eftersom merino fårene ikke længere var under spansk kontrol, blev det meget populært at avle dem med andre får. Dette var for at se, hvilke forbedringer lidt merino i blandingen kunne give. Det gør at vi i dag i mange af nutidens fåreracer kan finde en smule merino i deres forfædre. Og merinoerne er også fortsat med at blive forbedret. Gennem fortsat avl og forædling af deres eftertragtede egenskaber i løbet af de sidste 200 år, har merino fårene i dag kun en smule lighed med de tidligste merino får.

Merino uldens indtog i Australien, hvor 80% af verdens produktion er i dag

Selv om merino fåret stadig er en populær race blandt landmænd i hele verden, er det i dag Australien, der er mest kendt for sin merino uld af høj kvalitet og de ekstrem store mængder, der produceres i Australien.

De første merino får kom først til Australien i begyndelsen af 1800-tallet. Men det var Eliza og hendes mand John Furlong, der oprindeligt kom fra Skotland, der fik sikrede merinoens popularitet i den del af verdenen. I 1820 havde Eliza og John Furlong mistet to børn grundet tuberkulose. Derefter besluttede de at flytte til Australien med deres to andre børn for at finde et varmere klima, som de håbede ville kunne forhindre en gentagelse.

De startede med at opdrætte får som erhverv, men ville sikre sig, at de havde den bedste besætning der var mulig. Derfor rejste Eliza Furlong tilbage til Europa for at besøge områderne, Sachsen og Preussen. Hun udforskede disse regioner gående, og udvalgte de bedste saksiske merino får hun kunne finde. Sammenlagt gik Eliza 1500 kilometer for at samle sin families første flok og bringe dem til Skotland, hvorefter de blev sendt til mandens gård i Australien. Derefter gjorde hun samme handling to gange mere for at få flokke til hver af sine to sønner!

Elizas ekstraordinære engagement i at finde og opdrætte merinoer, og den indsats hun gjorde for at hjælpe sin familie med at få succes, er i dag blevet legendarisk blandt australske merino fåreavlere.

I dag er Merino ulden den mest populære uld i verden. Australien producerer næsten 80% af verdens merinould i dag, efterfulgt af Sydafrika, Uruguay, Argentina og New Zealand.

Gå til de mest almindelige uldtyper