Qiviut er det grønlandske ord for moskus uld, et navn, der også anvendes i andre inuitiske områder. Moskusokserne, som vi får vores uld fra, lever vildt omkring Kangerlussuaq, hvor der findes omkring 10-15.000 moskusokser. Ulden fra disse dyr er af særlig høj kvalitet i dette område, da temperaturerne kan falde helt ned til -40°C i flere måneder.
For at nå ind til ulden, fjernes de lange sorte dækhår. Dette gøres med en fåreklipper. I Grønland er der en gammel tradition for at udnytte så meget som muligt af dyret – en dyb respekt for naturen. Dette gælder især for sælen, som har været en nøgle til menneskets overlevelse i Arktis i århundreder. Men moskusoksen i Kangerlussuaq har en lidt anderledes historie. Den har ikke altid boet der.
Moskusoksens indtog i Kangerlussuaq
Moskusoksen blev introduceret til området i 1960’erne, hvor 17 dyr blev sat ud. Bestanden er siden vokset eksplosivt, og i år 2000 blev der givet tilladelse til en prøvejagt, hvor 300 dyr blev nedlagt. Det viste sig hurtigt, at kødet var en delikatesse, og det er blevet en favorit blandt både lokale og besøgende. I begyndelsen vidste vi dog ikke, hvad vi skulle gøre med skindene, så de blev brændt på den lokale losseplads.
Moskus uld var Guldet, der blev brændt
En kvinde af navnet Anita Høegh mente, at skindene kunne bruges til noget mere værdifuldt. Hun og andre kvinder i Kangerlussuaq havde brugt mange sommernætter på at samle den uld, moskusokserne kradsede af i træerne. Derfor vidste hun præcis, hvor værdifuld ulden kunne være.
Anita indgik en aftale med nogle jægere om at købe deres skind. Det var ikke meget værd dengang, men hun brugte utallige timer på at finde ud af, hvordan man bedst fik ulden af skindene, så ren som muligt. Ved at klippe de lange sorte hår med fåreklipperen fik hun direkte adgang til den varme underuld.
Blod, sved og hårdt arbejde
Januar er jagtmåneden, og det betyder mørke 24 timer i døgnet og ekstreme kuldegrader i Kangerlussuaq. Jægernes arbejde er derfor forskelligt afhængigt af, hvor lang tid de bruger på at tage skindene af dyrene. Når skindene når os, kan de være fyldt med blod, grene og andet skidt og veje alt mellem 5 og 30 kg afhængigt af deres kvalitet.
Når dækhårene er fjernet, starter det hårde arbejde med at få moskus ulden af skindene. Det sker ved håndkraft med en kam, der trækker ulden af. Et skind indeholder omkring 1 kg moskus uld, og det tager omkring halvanden time at bearbejde det.
Fibertykkelse i moskus uld
Fibertykkelsen på qiviut er en af de vigtigste faktorer, der gør denne uld så speciel. Qiviut-fibre er ekstremt fine, normalt målt til omkring 11-14 mikrometer i diameter, hvilket gør dem blødere end almindelig fåreuld. Denne fine fibertykkelse betyder også, at qiviut-uld ikke klør eller irriterer huden, som mange andre uldtyper kan gøre. Samtidig er ulden meget isolerende, hvilket gør den ideel til at holde varmen i ekstremt kolde klimaer. På trods af fibrenes finhed er qiviut også utrolig slidstærkt, hvilket gør det til et luksuriøst og holdbart valg til vinterbeklædning.
Gå til de mest almindelige uldtyper